Han var teenager, da han forlod sin familie for at satse alt på padel. Selv i dag har Juan Lebrón stadig levende minder om den afgørende periode. I et fortroligt interview reflekterer han over sine formative år, sine ofre og hvad han skylder dem omkring ham.

En afrejse til Madrid som et spring ud i det ukendte

Som bare 17-årig forlod Juan Lebrón sit familiehjem for at bosætte sig i Madrid. En bevidst beslutning, nærmest afgørende for hans karriere.

"Jeg vidste, at jeg var nødt til at tage dertil for at få succes. I Madrid er der de bedste trænere, de bedste spillere, de bedste strukturer."

Den unge spiller er bevidst om risiciene og satser alt. Han går på en kostskole, hvor Real Madrid-håbefulde spillere, tennisspillere og andre topatleter bor sammen. Langt fra sine kære finder han en ny form for frihed i dette miljø.

"De første to måneder savnede jeg mine forældre. Men så tilpassede jeg mig perfekt. Vi havde stor frihed, især for atleterne."

Lebrón, der i starten var en almindelig elev, blev gradvist besat af træning. Han begyndte at pjække fra timer for at bruge mere tid på banen.

"Jeg troede, jeg kunne gøre mere med padel. Jeg stoppede med at gå i skole for at træne mere. Sådan så jeg tingene."

Et svært valg at få sin familie til at acceptere:
"Mine forældre arbejdede hele deres liv for at sikre, at deres børn kunne gå i skole. Selvfølgelig var de lidt skuffede i starten. Men jeg var overbevist."

Et tidligt offer, en rejse fyldt med tvivl

Juan Lebrón lægger ikke skjul på, at denne vej til tider har været hård. Overgangen fra juniorer til voksne var et chok.

"Når man forlader ungdomskategorierne, står man over for virkeligheden. Succes er ikke for alle."

Men han holder ud. Hans færdigheder bliver bedre. Og frem for alt sætter han ingen grænser.

"Jeg havde en nerve, som andre ikke havde. Til træning ville jeg vinde mod alle. Selv min partner. Jeg gav aldrig op."

Smag på kamp, ​​overalt, hele tiden:
"Jeg ville ikke gå glip af en eneste øvelse. Ikke engang opvarmningen. Det husker jeg stadig i dag."

Et teenageliv langt fra familien, men ikke alene

I løbet af sine to år i Madrid gik Lebrón på en skole, der fremmede integrationen af ​​atleter. Der mødte han lovende spillere samt et trænerstab, der forstod hans behov.

"Det var perfekt til at kombinere sport og studier. Selvom jeg efter et stykke tid valgte: det skulle være padel, 100%."

Den unge spiller fortsætter med at træne, nogle gange på bekostning af hans lektioner.

"Først mente jeg det alvorligt. Men så begyndte jeg at pjække for at blive på pisterne. Jeg havde fundet det, jeg ville med mit liv."

Det fremkalder også en vis lethed:
"Ærligt talt, jeg havde det super sjovt. Jeg havde frihed, jeg trænede, som jeg ville ... og jeg fik god støtte."

Juan Lebrón: "Galán svigtede mig på det værste tidspunkt"

Stærke rødder trods afstanden

Selv langt hjemmefra glemmer Juan Lebrón aldrig, hvor han kommer fra. Hans familie er fortsat en støttepille. Og hans barndomsminder fører ham ofte tilbage til El Puerto de Santa María.

"Jeg voksede op i et hus, hvor vi grinede meget. Jeg kan huske, at vi tilbragte eftermiddage med mine venner i kælderen. Alle femten af ​​os gik ned og lavede støj, og min far kom og snakkede med alle."

Hans far, Matías, er stadig en reference i landsbyen. En betroet mand, respekteret af alle.

"Når jeg tager tilbage dertil, siger folk stadig til mig: 'Du er Matías' søn, ikke?' Og det gør mig stolt."

Mere end et navn, en transmission: arbejdets, ærlighedens og friheden til at vælge sin vej.

For at se videoen på spansk:

Frank Binisti

Franck Binisti opdagede padel på Club des Pyramides i 2009 i Paris-regionen. Siden da har padel været en del af hans liv. Du ser ham ofte på turné i Frankrig for at dække store franske padel-begivenheder.

På samme emne

Tags